Elektronerne og jeg

Jeg har købt en elbil og jeg elsker den

Jeg har gjort noget, der slet ikke er mig, så jeg kan stadig ikke tro, at jeg har gjort det. Jeg har købt mig en Tesla Model S, en fuldstændigt elektrisk bil. Mig. Jeg går med jeans. Jeg køber dem på udsalg. Det samme med mine trøjer fra Eddie Bauer, der var sat 40 % ned sidst på sæsonen. Jeg stopper mine strømper. Den første bil, jeg købte, havde jeg i 20 år, fik motoren ombygget efter 300.000 km, og til sidst blev den omlakeret og doneret til auktionen for vores lilleputhold. Min forrige bil kørte i næsten 20 år og fik et kilometertal på 375.000 km mere end de 30.000, den havde i forvejen. Min kones bil gik for nylig over de 160.000 km.

For mange år siden købte jeg en brugt '87 Jaguar XJ-6, Vanden Plas, det sidste stildominerede år for den smukkeste bil, som englænderne nogen sinde har lavet. Den kostede mindre end en ny Honda, men jeg returnerede den to dage efter. Hvorfor? Fordi jeg ikke brød mig om den antagelse, at jeg var en rig læge, der skulle vise sin smarte bil frem. Jeg elskede den dog i de få timer, jeg havde den.

Da man begyndte at kunne se alderen på min bil, begyndte jeg at overveje, hvad jeg skulle erstatte den med. Jeg har altid elsket Beemers (min første bil var en 1600 fra '72), særligt deres M-versioner, men jeg vidste, at jeg aldrig ville bruge så meget på en bil. Jeg havde næsten besluttet mig for en Mazda 3, der er en af de bedste biler på markedet til billige penge. Men for nogle måneder siden gik jeg uden nogen grund hen til Tesla-fyren ved den årlige bilmesse i Seattle, og før jeg vidste af det, havde jeg booket en prøvetur den følgende uge.

Jeg brugte noget tid på at læse om alle bilens teknologiske mirakler, så da vi kørte gennem centrum i Bellevue var der ikke meget, som "rådgiveren" Tom kunne fortælle, som jeg ikke allerede vidste. Så kom vi ud på motorvejen. "Der ser ud til at være masser af plads i pendlerbanen " sagde han. "Hvorfor trykker du den ikke i bund?" Det gjorde jeg så. På det tidspunkt udbrød min kone og jeg samtidigt "HOLD DA K***!!!", hvilket han sikkert hører flere gange om dagen.

Teslaen er en stor bil, en familiebil, en hatchback med masser af plads til fem voksne og med plads til en tredje række af bagudvendte børnesæder. Den er fantastisk og elegant, men ved første øjekast tænker man måske ikke på, at den er en rumraket. Men det er den. Med den kraftige elektriske motor kan den gå helt amok og accelerere uden problemer med direkte drev og uden gearskifte. Kraften er der, med det samme, og ved alle hastigheder. Det er helt enestående. Og fik jeg nævnt, at den er fantastisk?

Jeg kunne lide alt ved den. Indvendigt er den komfortabel og en smule eksotisk; alle kontrolanordningerne er på den gigantisk store trykfølsomme skærm, så der er ingen drejeskiver eller knapper. Den er trimmet, ren og elegant. Den kører. Den ønsker at køre, kræver det, og den gør det med en næsten uhyggelig lydløshed, og accelerationskraften presser passagererne tilbage i sæderne som var det en usynlig hånd. To hænder. Virkelig stærke hænder.

Og den er fantastisk.

Så jeg læste mere, kiggede på videoer, tog tilbage for flere prøveture og sagde til mig selv, at det ikke gav nogen mening at bruge så mange penge på en bil, uanset hvilken bil. Men den satte sig under huden. Jeg elskede ideen om aldrig mere at tanke benzin, at sætte den til i garagen og have en fuld "tank" hver morgen og så kunne køre over 500 km uden at skulle lade op igen. Jeg undrede mig over, hvordan de fra bunden havde kunnet udvikle en bil, der har vundet næsten alle priser, der findes, og jeg elskede ideen om Supercharger-netværket, som de er i gang med at bygge kun for Tesla, gratis, det hurtigste på planeten. Et par kopper kaffe, og så kan du køre af sted. Folk har kørt på tværs af USA og tilbage igen kun ved hjælp af Superchargers og har ikke brugt en øre på "brændstof" og uden at udlede så meget som et gram CO2.

Jeg har ikke den der selvbevidste følelse, som jeg havde med min Jaguar. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er det, fordi jeg så absolut holder i den korte ende af livets strå. Måske er det, fordi jeg mener, at CO2-udledninger er noget af det farligste, der sker i verden. Eller måske er jeg endelig blevet det største selvcentrerede narhoved, jeg aldrig troede, jeg ville blive. Hvis det er tilfældet, så er det fint med mig.

Sid Schwab er en 85 % pensioneret kirurg, der kan lide at skrive.

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på ReadWave.com.